Født 09. 07. 1994 DKK reg.:13437/95 Hofter: A HD-indeks: 121 Albuer: 0 Øjne: fri FieldTrial: 1x2.vinder og 1x3.vinder på A-prøve og 2x2. vinder og 1x4.vinder på B-prøver. Tre af vinderplaceringerne er på AV prøver. |
Brook døde d. 1. nov. 2007. Brook var en af de hunde, der gjorde en forskel, både for ejeren og dem, der lærte ham at kende. Han var ekstrem lydig samtidigt med at han var eksplosiv i sit arbejde. Selv i efteråret 2006 var han med ude at apportere hele sæsonen og selv om tempoet ikke var, hvad det havde været, fandt han flere fugle end de fleste andre på grund af sine gode vildtfindende egenskaber og store erfaring. Brook havde det man vil kalde stil og var en fryd for øjet, når han arbejdede. Han har aldrig knaldapporteret, han har aldrig været syg og 13 år gammel bevægede han sig uden tegn på gigt eller lignende.
Brook lærte dirigering nærmest af sig selv og stoppede som en bordercollie på fløjten med forbenene nede, sænket hoved og et fastlåst blik på føreren og han blev klog på jagt. Utallige er de oplevelser jeg har haft med ham, som der kan fortælles historier om, som fx. dengang på Holsteinborg, hvor han sidder sammen med to andre flatcoats foran mig, mens vi venter på drevet.. Pludselig rejste han sig og gik om bag ved mig for at besørge, hvorefter han helt af sig selv gik tilbage på sin plads og satte sig uden at jeg sagde et ord. Så var han klar.
Brook blev far til to brugschampions og mange gode hunde, der fik vinderplaceringer. Jeg har prøvet at være på prøve med ham, hvor en af hans døtre blev 1. vinder og han selv blev 2. vinder. En af hans andre døtre JCh. Friia Agnar Windy har i særlig grad udmærket sig. Windy blev bedste minor breed og bedste retriever på det svenske hold på en stor international working test i England. Hun blev nr. 3 af de 18 hunde om fredagen og repræsenterede Europa teamet i den store konkurrence Jeep International.
Brook har sat sig dybe spor i min egen kennels avlmateriale og vil fortsætte med at gøre det. Han var en ener.© Alex Faarkrog