Ny jagthund på vej?
I eftersommeren/efteråret 2002 mistede jeg begge mine jagthunde med 3 ½ måneds mellemrum. Det var hårdt, men beslutningen var klar: jeg skulle selvfølgelig have en ny hund. Men det var nemmere sagt end gjort. Når man nu, som jeg, er til én af de kønneste og eleganteste jagthunde, der findes (= flatcoated retriever), er problemet, at mange opdrættere satser mere på udseendet end på de brugsmæssige egenskaber. Så hvalpe var der nok af – fra forældre, der havde lært at apportere en dummy!
Så det tog lidt længere tid at finde et egnet kuld end forventet, men kort før påske 2003 fik jeg den lille ny vovse hjem. Trænes skulle han jo, lidt efter lidt, når han var akklimatiseret og vænnet til huset. Havde jeg valgt rigtigt, skulle generne jo imidlertid gerne være i orden, så derfor blev det primære arbejde lagt i alm. adfærd, ro og lidt lydighed, samt også lidt sportræning i forbindelse med bukkejagten. 300 meter spor som 3 ½ måneds hvalp lovede jo rimeligt godt. Lidt motivationstræning med dummy blev der også til, inden jeg ultimo september skulle af sted på den første andejagt.
Jeg nedlagde 2 ænder, som begge blev apporteret prompte, om end grebet var lidt usikkert – forsigtigt fat med fortænderne i vingespidsen! Dagen efter tog jeg ænderne frem og ”fortalte” ham stille og roligt, hvordan man holder om en fugl. Det forstod han skam ret hurtigt. På næste jagt skød jeg en due. Den blev kontant og præcist apporteret og leveret lige efter bogen.
Primo november, 8 måneder gammel, bestod han så svendeprøven. Først skød min nabopost en stor fasankok. Hans hund løb af sted, men gik alt for langt, så vejen var åben for Sonto, der straks fandt fuglen og apporterede fint til hånd. På næstsidste såt løbsskød jeg en hare, så det ene bagben flagrede lidt. I fuldt fart forsvandt den ind i granskoven med Sonto bagefter. Efter flere minutter dukkede Sonto op igen – med en levende hare i munden. Så ikke bare havde han i sit første møde med en hare løbet denne op, men også uden problemer forstået, at den skulle hjem igen. Lidt ros og klap var på sin plads her.
Så voksede man som hundeejer mindst 10 centimeter og svævede på en sky resten af dagen – og glædede sig over, at man havde den fornødne tålmodighed til at vente og finde en opdrætter, der arbejder på at sikre, at de genetiske egenskaber er i topkvalitet. Og så er Sonto alligevel samtidig også en ganske køn ”flat”, ligesom han er en fortrinlig familiehund.
Så moralen må være: Vil du være en lykkelig jæger, så sats på arveegenskaberne. De kan ikke læres!
Carsten Rosenlund